Artikler Skolebørn

Jeg er lærer for en flot klasse med 23 børn, som alle klarer sig på forskellig vis både fagligt og socialt. Forrige torsdag oplevede jeg at blive skældt ud af en mor, som mener, jeg ikke gør nok for hendes datter. Moderen mener nemlig, at datteren falder udenfor socialt, og det er hun meget oprørt over.

For barnet i skolealderen foregår den psykoseksuelle udvikling først og fremmest uden for hjemmet - i forhold til andre børn og voksne.

Nogle gange bruger vi ordet ”opmærksomhed” i positiv betydning og andre gange som et negativt – næsten primadonna-agtigt behov, i betydningen at være i centrum eller ikke at kunne tåle, at også andre får vores opmærksomhed. Andre gange taler vi om børns (alle menneskers) helt grundlæggende behov for at blive ”set”, som vi kalder det.

Jeg møder ofte spørgsmålet, ”Hvornår skal man gribe ind i konflikter mellem børnene?” fra forældre, som enten er usikre, eller som har dårlige erfaringer med en bestemt måde at gøre det på.

I gamle dage var en typisk anoreksifamilie (anorexia nervosa = nervøs spisevægring) medlem af det bedre borgerskab, hvor det gjaldt om at holde facaden for enhver pris. Alt var pænt og nydeligt på overfladen, mens de uløste konflikter hobede sig op under gulvtæppet. I dag er der tegn på, at en helt anden slags familier får dette symptom.

Psykoanalysens grundlægger, den østrigske psykiater Sigmund Freud mente ikke at børn var født empatiske, men derimod egocentriske og udelukkende styret af deres primitive drifter, og siden da har det været et vigtigt tema både for forskere og praktikere, som interesserer sig før børn og deres udvikling.

Dagens klumme er en fortsættelse af sidste uges, hvor en mor udtrykte bekymring for sin syvårige datters selvfølelse. I sidste uge skrev jeg, at ros ikke altid er en dårlig ting, som børns selvfølelse tager skade af. Det er som med så meget andet ikke altid det forældre gør, der bestemmer effekten, men hvordan og hvorfor de gør det.

Jeg har en datter på syv år, som det sidste års tid er begyndt at rose sig selv på en måde, jeg oplever som ubehagelig. Hun kan f.eks. sige til en skoleveninde at, ”Jeg er meget dygtigere til at skrive end du er” eller, ”Mine nye sko er meget finere end dine”. Jeg synes jo ikke det er rigtigt at fremhæve sig selv på denne måde og samtidig fornemmer jeg, at hun lider af en stor usikkerhed, som kommer helt bag på mig.

Forskellige kulturer ser forskelligt på mange ting, men alle synes at være enige om, at det er forkert at lyve. Man kan se på det som en moralsk sag og da er det ikke løgneren, man er bekymret for, men den der får løgnen præsenteret som sandhed. Her skal det handle om løgnen som et psykologisk fænomen og et familiefænomen. Men først lidt generelt om børn og deres omgang med sandheden.

I mange familier hører dialogen mellem forældre og børn op efterhånden, som børnene vokser op. Nogle vælger at fortsætte med at forsøge at opdrage deres store børn lang tid efter, at opdragelsen er holdt op med at virke, i andre familier skrumper familiefølelsen ind til en praktisk foranstaltning som i et bofællesskab.

Så længe voksnes grænser ikke er absurde eller håbløst urimelige, er der fundamentalt set ikke noget børn hellere vil end at samarbejde med de voksne.

Inden for de sidste ca. ti år er begrebet 'de små tyranner' blevet mere og mere almindeligt forekommende. Ansvarlige fagfolk har i medierne understreget, at dette fænomen ikke er børnenes fejl, men uvist af hvilken grund bruger vi stadig ord om børn, som både giver dem skylden og ansvaret for en adfærd, som de voksne alene har ansvaret for.

Som familieterapeut møder jeg ofte mennesker, som er meget optaget af magt og magtkampe i familien og ikke så sjældent ser disse som den egentlige rod til alle konflikter og problemer. Selv om jeg ikke er enig i denne måde at se problemet på, er der ikke tvivl om, at begrebet magt spiller en stor rolle i mange familier; både for dem, der har magt og dem, der ikke har.

Den mad, vi tilbereder og putter i munden, er naturligvis først og fremmest vigtig i kraft af sit næringsindhold og den betydning den har for vores vækst og almindelige velbefindende. Men maden har også stor psykologisk betydning. Vi kender det i alle aldre og på alle stadier af familiens udvikling.

»Lad måltidet være« er en af de artikler jeg har fået mange opfordringer til at uddybe. Da jeg er den i vores familie, som for det meste ordner indkøb og madlavning og i øvrigt holder meget af både at lave maden og spise den, kaster jeg mig med stor fornøjelse ud i emnet endnu en gang.

Magt, ansvar, medbestemmelse, respekt, demokrati er alle nogle svære begreber at håndtere i praksis. Hvem har ansvaret i en familie? Hvor meget skal børnene bestemme eller være med til at bestemme?

- kunsten at sige ”nej” uden at krænke eller såre.

Det er ikke så længe siden, vi opdagede børns evne til at tage et personligt ansvar på en række områder. Gennem specielt de seneste 10 år har vi lært mere og mere om dette tema og fortsætter med at lære nyt hver dag. Vi kan ikke præsentere en præcis liste over, hvilke områder børn kan tage ansvaret for og hvornår, men vi kan se nogle vigtige principper tegne sig.

Hvis man glemmer partnerskabet til fordel for forældreskabet, svigter man både sig selv, partneren - og sine børn.

Selvom vi bruger begreberne selvtillid og selvværd i flæng, er vi så i virkeligheden klar over,hvad dækker over de begreber? For der er stor forskel på dem, og kunsten er at kende forskellen på dem.

Forældre er forskellige. Nogle indstiller sig på at tage imod de ustrukturerede og spontane gaver, børn giver deres forældre. Andre forsøger at strukturere tingene mere, bl.a. ved at give børnene pligter. Hvis man bekender sig til det sidste, er det en god ide med mellemrum at spørge sig selv, om det er børn eller serviceorganer, man ønsker sig.