Artikler Småbørn

Vi har en søn på tre år, som i løbet af det sidste år har gået igennem mange store forandringer, og jeg kunne trænge til lidt hjælp og gode råd om, hvordan jeg kan komme videre. Vi bor i udlandet og har ikke hjælp eller aflastning i forhold til børnene. Min mand har et job som gør, at han af og til må rejse bort i korte eller lange perioder og det gør vores søn meget afhængig og angst for at miste mig.

Børn er født seksuelle væsner og det er både forældrenes og pædagogernes viden og holdninger, der i høj grad afgør, hvordan børnenes seksualitet udvikler sig.

Nogle gange bruger vi ordet ”opmærksomhed” i positiv betydning og andre gange som et negativt – næsten primadonna-agtigt behov, i betydningen at være i centrum eller ikke at kunne tåle, at også andre får vores opmærksomhed. Andre gange taler vi om børns (alle menneskers) helt grundlæggende behov for at blive ”set”, som vi kalder det.

Jeg møder ofte spørgsmålet, ”Hvornår skal man gribe ind i konflikter mellem børnene?” fra forældre, som enten er usikre, eller som har dårlige erfaringer med en bestemt måde at gøre det på.

I gamle dage var en typisk anoreksifamilie (anorexia nervosa = nervøs spisevægring) medlem af det bedre borgerskab, hvor det gjaldt om at holde facaden for enhver pris. Alt var pænt og nydeligt på overfladen, mens de uløste konflikter hobede sig op under gulvtæppet. I dag er der tegn på, at en helt anden slags familier får dette symptom.

Det er ikke så længe siden, vi opdagede børns evne til at tage et personligt ansvar på en række områder. Gennem specielt de seneste 10 år har vi lært mere og mere om dette tema og fortsætter med at lære nyt hver dag. Vi kan ikke præsentere en præcis liste over, hvilke områder børn kan tage ansvaret for og hvornår, men vi kan se nogle vigtige principper tegne sig.

Psykoanalysens grundlægger, den østrigske psykiater Sigmund Freud mente ikke at børn var født empatiske, men derimod egocentriske og udelukkende styret af deres primitive drifter, og siden da har det været et vigtigt tema både for forskere og praktikere, som interesserer sig før børn og deres udvikling.

Vi har en søn på snart fem år. Han er normalt glad og livlig og har altid gang i noget. I børnehaven deltager han i alle aktiviteter og har nemt ved at få venner. Når vi henter ham spørger han altid, ”Hvad skal vi lave, når vi kommer hjem?”. I de første år var det bare hyggeligt, men efterhånden føler vi os som en slags pædagoger på hjemmebane som konstant skal finde på noget.

Forskellige kulturer ser forskelligt på mange ting, men alle synes at være enige om, at det er forkert at lyve. Man kan se på det som en moralsk sag og da er det ikke løgneren, man er bekymret for, men den der får løgnen præsenteret som sandhed. Her skal det handle om løgnen som et psykologisk fænomen og et familiefænomen. Men først lidt generelt om børn og deres omgang med sandheden.

Når børn bliver ca. 2 år gamle, begynder de at udtrykke en ny længsel – længslen efter og viljen til større selvstændighed og uafhængighed af forældrene. I Nordeuropa har vi tradition for at kalde denne fase (som jo egentlig varer de næste atten år!) for ”trodsalderen”.

Så længe voksnes grænser ikke er absurde eller håbløst urimelige, er der fundamentalt set ikke noget børn hellere vil end at samarbejde med de voksne.

Inden for de sidste ca. ti år er begrebet 'de små tyranner' blevet mere og mere almindeligt forekommende. Ansvarlige fagfolk har i medierne understreget, at dette fænomen ikke er børnenes fejl, men uvist af hvilken grund bruger vi stadig ord om børn, som både giver dem skylden og ansvaret for en adfærd, som de voksne alene har ansvaret for.

Som familieterapeut møder jeg ofte mennesker, som er meget optaget af magt og magtkampe i familien og ikke så sjældent ser disse som den egentlige rod til alle konflikter og problemer. Selv om jeg ikke er enig i denne måde at se problemet på, er der ikke tvivl om, at begrebet magt spiller en stor rolle i mange familier; både for dem, der har magt og dem, der ikke har.

Den mad, vi tilbereder og putter i munden, er naturligvis først og fremmest vigtig i kraft af sit næringsindhold og den betydning den har for vores vækst og almindelige velbefindende. Men maden har også stor psykologisk betydning. Vi kender det i alle aldre og på alle stadier af familiens udvikling.

»Lad måltidet være« er en af de artikler jeg har fået mange opfordringer til at uddybe. Da jeg er den i vores familie, som for det meste ordner indkøb og madlavning og i øvrigt holder meget af både at lave maden og spise den, kaster jeg mig med stor fornøjelse ud i emnet endnu en gang.

- kunsten at sige ”nej” uden at krænke eller såre.

Moren har store konflikter med datteren på 2½. To måneder forinden er hun blevet skilt fra barnets far, og forud for skilsmissen er gået et års tid med mange konflikter og en del fysisk vold mellem ægtefællerne. Nu synes moren, at hendes konflikter med datteren er ved at udvikle sig. Hun har et par gange været på nippet til at slå datteren, og det skræmmer hende naturligvis, for hun synes, der har været vold nok i den familie.

Hvis man glemmer partnerskabet til fordel for forældreskabet, svigter man både sig selv, partneren - og sine børn.

Når vi snakker om børn i almindelighed, siger vi, at de er sunde, stærke, spontane, at de har en utrolig overlevelsesevne, og det er alt sammen sandt nok. Men på ét punkt er børn ekstremt sårbare. Nemlig når det gælder den konflikt, vi alle fødes ind i og befinder os i livet igennem

Selvom vi bruger begreberne selvtillid og selvværd i flæng, er vi så i virkeligheden klar over,hvad dækker over de begreber? For der er stor forskel på dem, og kunsten er at kende forskellen på dem.

Forældre er forskellige. Nogle indstiller sig på at tage imod de ustrukturerede og spontane gaver, børn giver deres forældre. Andre forsøger at strukturere tingene mere, bl.a. ved at give børnene pligter. Hvis man bekender sig til det sidste, er det en god ide med mellemrum at spørge sig selv, om det er børn eller serviceorganer, man ønsker sig.

Jeg ved faktisk ikke, om jalousi mellem søskende findes i det omfang vi normalt tror, men jeg ved, at begrebet ofte bliver misbrugt af voksne til stor skade for begge parter.

Jeres datter er kommet i den alder, som egentlig burde hedde ”selvstændigheds – alderen”. Rent udviklingspsykologisk er det nemlig det, der sker med hende. Hun har gang i to livsvigtige projekter. Det ene er at gøre sig fri af sin totale afhængighed af jer og blive mere selvhjulpen.