Artikler teenagere

Jeg har læst alle dine sidste artikler i avisen om det at give og få for meget ros med stor interesse. Jeg er en pige på femten år som gennem hele min opvækst har fået masser af ros og beundring fra familie og venner. I de sidste tre år har jeg været meget aktiv inden for håndbold og dans og brugt meget energi på skolearbejdet.

For barnet i skolealderen foregår den psykoseksuelle udvikling først og fremmest uden for hjemmet - i forhold til andre børn og voksne.

I gamle dage var en typisk anoreksifamilie (anorexia nervosa = nervøs spisevægring) medlem af det bedre borgerskab, hvor det gjaldt om at holde facaden for enhver pris. Alt var pænt og nydeligt på overfladen, mens de uløste konflikter hobede sig op under gulvtæppet. I dag er der tegn på, at en helt anden slags familier får dette symptom.

Psykoanalysens grundlægger, den østrigske psykiater Sigmund Freud mente ikke at børn var født empatiske, men derimod egocentriske og udelukkende styret af deres primitive drifter, og siden da har det været et vigtigt tema både for forskere og praktikere, som interesserer sig før børn og deres udvikling.

Forskellige kulturer ser forskelligt på mange ting, men alle synes at være enige om, at det er forkert at lyve. Man kan se på det som en moralsk sag og da er det ikke løgneren, man er bekymret for, men den der får løgnen præsenteret som sandhed. Her skal det handle om løgnen som et psykologisk fænomen og et familiefænomen. Men først lidt generelt om børn og deres omgang med sandheden.

I mange familier hører dialogen mellem forældre og børn op efterhånden, som børnene vokser op. Nogle vælger at fortsætte med at forsøge at opdrage deres store børn lang tid efter, at opdragelsen er holdt op med at virke, i andre familier skrumper familiefølelsen ind til en praktisk foranstaltning som i et bofællesskab.

Så længe voksnes grænser ikke er absurde eller håbløst urimelige, er der fundamentalt set ikke noget børn hellere vil end at samarbejde med de voksne.

Som familieterapeut møder jeg ofte mennesker, som er meget optaget af magt og magtkampe i familien og ikke så sjældent ser disse som den egentlige rod til alle konflikter og problemer. Selv om jeg ikke er enig i denne måde at se problemet på, er der ikke tvivl om, at begrebet magt spiller en stor rolle i mange familier; både for dem, der har magt og dem, der ikke har.

Magt, ansvar, medbestemmelse, respekt, demokrati er alle nogle svære begreber at håndtere i praksis. Hvem har ansvaret i en familie? Hvor meget skal børnene bestemme eller være med til at bestemme?

Få tidspunkter i børns liv er så omgærdet af myter og forudindtagede holdninger som teenageårene (fra ca. 12 til ca. 18). Man forledes ofte til at tro, at der nærmest er tale om en sygdomsperiode, sådan som det svirrer i luften med diagnoser og definitioner: Oprør, præpubertet, pubertet, identitetskrise og så videre.