Generelle artikler

Der er ingen tvivl om, at vi fødes med forskellige temperamenter. Nogle er filosofiske og tilbageholdende, andre er sprudlende og initiativrige og nogle er aggressive - ”krigerne” kalder jeg dem. De synes at se på enhver udfordring eller forhindring som noget der skal nedkæmpes med al den kraft krigeren besidder.

Den mest almindelige form for bekymring - nogle mødres næsten permanente, diffuse bekymring - er en cocktail af følelser blandet op i kærlighed og omsorg: 1 del frygt, 1½ del angst, 1 del mistillid, 3 dele selvoptagethed, 1 del skyldfølelse og lidt forfængelighed til at pynte med på toppen. Den smager ikke godt, indeholder ingen værdifulde næringsstoffer og hverken børn eller unge bryder sig om den.

Vi er alle fra fødslen sanselige, sensuelle væsener med evne til at føle lyst og ulyst.

Nogle gange bruger vi ordet ”opmærksomhed” i positiv betydning og andre gange som et negativt – næsten primadonna-agtigt behov, i betydningen at være i centrum eller ikke at kunne tåle, at også andre får vores opmærksomhed. Andre gange taler vi om børns (alle menneskers) helt grundlæggende behov for at blive ”set”, som vi kalder det.

Jeg møder ofte spørgsmålet, ”Hvornår skal man gribe ind i konflikter mellem børnene?” fra forældre, som enten er usikre, eller som har dårlige erfaringer med en bestemt måde at gøre det på.

Et kærlighedsforhold mellem to voksne ligner på mange måde venskaber eller langvarige samarbejdsrelationer: vores velbefindende afhænger af det, man sommetider kalder ”kemien” mellem parterne. Den store altafgørende forskel er, at det der sker mellem parterne i et kærlighedsforhold går meget dybere meget hurtigere end i andre relationer.

At betragte børn og unge som ligeværdige eksistenser har vist sig at være både velkomment og stærkt provokerende i sig selv. At beskrive den ideelle relation mellem forældre og børn og voksne behandlere og deres unge klienter som ligeværdig har vakt stor angst, vrede og uenighed blandt nogle professionelle og håb og glæde hos andre.

I gamle dage var en typisk anoreksifamilie (anorexia nervosa = nervøs spisevægring) medlem af det bedre borgerskab, hvor det gjaldt om at holde facaden for enhver pris. Alt var pænt og nydeligt på overfladen, mens de uløste konflikter hobede sig op under gulvtæppet. I dag er der tegn på, at en helt anden slags familier får dette symptom.

Psykoanalysens grundlægger, den østrigske psykiater Sigmund Freud mente ikke at børn var født empatiske, men derimod egocentriske og udelukkende styret af deres primitive drifter, og siden da har det været et vigtigt tema både for forskere og praktikere, som interesserer sig før børn og deres udvikling.

Dagens klumme er en fortsættelse af sidste uges, hvor en mor udtrykte bekymring for sin syvårige datters selvfølelse. I sidste uge skrev jeg, at ros ikke altid er en dårlig ting, som børns selvfølelse tager skade af. Det er som med så meget andet ikke altid det forældre gør, der bestemmer effekten, men hvordan og hvorfor de gør det.

Vi har en søn på snart fem år. Han er normalt glad og livlig og har altid gang i noget. I børnehaven deltager han i alle aktiviteter og har nemt ved at få venner. Når vi henter ham spørger han altid, ”Hvad skal vi lave, når vi kommer hjem?”. I de første år var det bare hyggeligt, men efterhånden føler vi os som en slags pædagoger på hjemmebane som konstant skal finde på noget.

Forskellige kulturer ser forskelligt på mange ting, men alle synes at være enige om, at det er forkert at lyve. Man kan se på det som en moralsk sag og da er det ikke løgneren, man er bekymret for, men den der får løgnen præsenteret som sandhed. Her skal det handle om løgnen som et psykologisk fænomen og et familiefænomen. Men først lidt generelt om børn og deres omgang med sandheden.

Så længe voksnes grænser ikke er absurde eller håbløst urimelige, er der fundamentalt set ikke noget børn hellere vil end at samarbejde med de voksne.

Inden for de sidste ca. ti år er begrebet 'de små tyranner' blevet mere og mere almindeligt forekommende. Ansvarlige fagfolk har i medierne understreget, at dette fænomen ikke er børnenes fejl, men uvist af hvilken grund bruger vi stadig ord om børn, som både giver dem skylden og ansvaret for en adfærd, som de voksne alene har ansvaret for.

I den gamle hierarkiske familie var det en dyd at indordne eller underkaste sig magthaverens krav og forventninger. I den moderne familie fører det uundgåeligt til fællesskabets forlis. Her er det en dyd at tage ansvarligt vare på sig selv – også af hensyn til det fælles.

Både på arbejdspladsen og i hjemmet hersker der ofte forvirring omkring fordelingen af ansvar og opgaver. Ledere taler om at uddelegere ansvar, men delegerer i praksis kun opgaver. Partnere fordeler omhyggeligt opgaverne i hjemmet imellem sig og oplever alligevel, at ansvarsfordelingen er skæv.

Pædagogerne har opfundet og udspredt et rædsomt ord: ”Spisesituationen”. Som om der er noget galt med den gode gamle betegnelse: Måltidet.

Som familieterapeut møder jeg ofte mennesker, som er meget optaget af magt og magtkampe i familien og ikke så sjældent ser disse som den egentlige rod til alle konflikter og problemer. Selv om jeg ikke er enig i denne måde at se problemet på, er der ikke tvivl om, at begrebet magt spiller en stor rolle i mange familier; både for dem, der har magt og dem, der ikke har.

Den mad, vi tilbereder og putter i munden, er naturligvis først og fremmest vigtig i kraft af sit næringsindhold og den betydning den har for vores vækst og almindelige velbefindende. Men maden har også stor psykologisk betydning. Vi kender det i alle aldre og på alle stadier af familiens udvikling.

»Lad måltidet være« er en af de artikler jeg har fået mange opfordringer til at uddybe. Da jeg er den i vores familie, som for det meste ordner indkøb og madlavning og i øvrigt holder meget af både at lave maden og spise den, kaster jeg mig med stor fornøjelse ud i emnet endnu en gang.

- kunsten at sige ”nej” uden at krænke eller såre.

Moren har store konflikter med datteren på 2½. To måneder forinden er hun blevet skilt fra barnets far, og forud for skilsmissen er gået et års tid med mange konflikter og en del fysisk vold mellem ægtefællerne. Nu synes moren, at hendes konflikter med datteren er ved at udvikle sig. Hun har et par gange været på nippet til at slå datteren, og det skræmmer hende naturligvis, for hun synes, der har været vold nok i den familie.

Magt, ansvar, medbestemmelse, respekt, demokrati er alle nogle svære begreber at håndtere i praksis. Hvem har ansvaret i en familie? Hvor meget skal børnene bestemme eller være med til at bestemme?

Alle, der går ud af et parforhold, synes vel umiddelbart, at de har lært noget, om ikke andet så om, hvordan de ikke skal gøre - næste gang. Men det gælder for rigtig mange, at »nissen«, der var medvirkende til at ødelægge det tidligere forhold flytter med ind i det nye - uanset hvor meget man synes, man har lært.

Engang mente man, at hvis der var nogen problemer i familien, var det fordi der var noget i vejen med den enkelte person. Men måske har det ikke noget med personen at gøre, men mere fordi der mangler noget i relationen til hinanden. Vi har alle brug for at føle os værdifulde, og føler vi os det ikke, bliver vi nød til at gøre opmærksom på det på en eller anden måde.

Når vi snakker om børn i almindelighed, siger vi, at de er sunde, stærke, spontane, at de har en utrolig overlevelsesevne, og det er alt sammen sandt nok. Men på ét punkt er børn ekstremt sårbare. Nemlig når det gælder den konflikt, vi alle fødes ind i og befinder os i livet igennem

Artiklen »Selvfølelse og selvtillid« har affødt flere henvendelser nogen anden artikel. Næsten alle har udtrykt det ønske, at jeg skulle skrive noget om, hvordan man som voksen kan arbejde med sin selvfølelse, og jeg skal derfor i det følgende forsøge at skitsere nogle erfaringer og synspunkter, som måske kan være til inspiration.

Selvom vi bruger begreberne selvtillid og selvværd i flæng, er vi så i virkeligheden klar over,hvad dækker over de begreber? For der er stor forskel på dem, og kunsten er at kende forskellen på dem.

Forældre er forskellige. Nogle indstiller sig på at tage imod de ustrukturerede og spontane gaver, børn giver deres forældre. Andre forsøger at strukturere tingene mere, bl.a. ved at give børnene pligter. Hvis man bekender sig til det sidste, er det en god ide med mellemrum at spørge sig selv, om det er børn eller serviceorganer, man ønsker sig.

Ofte begynder det med nogle forestillinger om, at »vi trænger til en pause« eller en følelse af at have mistet sin »frihed«. Måske begynder det med den ene parts første affære ude i byen eller som en tydelig afmatning i det seksuelle samspil. En krise i parforholdet er svær at se i øjnene, og den er vanskelig at bearbejde på en måde, så både forholdet og de to hovedpersoner kommer styrkede ud på den anden side.

Jeg ved faktisk ikke, om jalousi mellem søskende findes i det omfang vi normalt tror, men jeg ved, at begrebet ofte bliver misbrugt af voksne til stor skade for begge parter.

I ”gamle dage” for ca. en generation siden understregede eksperterne vigtigheden af at forældrene skulle være enige om børneopdragelsen. På én måde er dette stadig et fornuftigt synspunkt, nemlig at forældrene må have lederskabet i familien. Børn trives og udvikler sig ikke sundt, hvis de sidder på magten.

Det er bestemt ikke nemmere at modtage rådgivning, end det er at være rådgiver. Hvis der skal være et fornuftigt samarbejde mellem parterne, kræver det et vist overblik og en vis metode at lade sig rådgive